Quinto lever det meste af sit liv i haven. Han er godt træt efter gåturen og ligger helt flad og får sig et hvil. Kommer der en lyd udenfor hækken, så er han frisk og klar.
Hvad mon han siger til at hækken inden længe får blade på og han så mister det gode udsyn til stien?
Kommer der nogen udenfor på stien? Der er mange hundeejere, som slipper deres hunde løs på den anden side af hækken. Så går den vilde jagt frem og tilbage langs hækken. Og hundene bjæffer helt vildt. Det er ikke altid, at vi synes om legen. Mon naboerne gør?
Det tomme bed har tidligere været plantet til med Hortensiaer. De blev skiftet ud med Lavendler, da jeg forestillede mig den herlig duft, når Quinto strøg forbi planterne. Der er bare lige det, at Lavendlerne ikke kunne klare at blive trådt på. Nu kan jeg kun drømme om, hvor flot det kunne se ud med en Lavendelhæk.... Ukrudtet har også givet op..
Jeg har aldrig kunnet forstå, hvad der var så interessant for Quinto ved terrassens blomsterbed. Han har flere gange nippet de 2 Clematisser ned. Mon de smager godt - bare de ikke er giftige. Nå, men en dag stod han og skubbede visne blade sammen til et bjerg. Underligt. Lige til jeg opdagede perlehyacinter, der var spiret under det visne løv. Se det havde hunden da lugtet og forårsblomsterne skulle slippes løs. Dygtig hund.
Det her er ikke OK. Det er ikke havearbejde for en hund.... Jeg kan fortælle, at det er underskålene, Quinto har været ude efter. For at få fat på dem, så må potterne væltes. Bare han snart lærer, hvad der er hans og hvad der er vores!! Gerne inden potterne skal plantes til igen.
Quinto ligger foran rosenbedet. Bedet, som er hegnet ind. Hvorfor dog det? Jo, det er bedet, hvor han kan stampe mudder, hvis han keder sig.
Nu er det tid at rive de gamle blade sammen og jeg har gjort klar til arbejdet. Men nu ligger der en hund i vejen. Han må kunne lide stedet.
Jeg har været spændt på, hvad der var at finde under bladene. Tit har Quinto stået og vist stor interesse for, hvad der var bag hegnet. Jeg har tænkt, at der var katte eller måske pindsvin.
- Jeg fandt en STOR tudse, der lå ligeså stille. Hvad mon der ville ske, hvis jeg kyssede den? Jeg må lade eventyret ligge og gå tilbage til havearbejdet.