tirsdag den 12. april 2011

Det man lover, skal man holde!


Jeg havde lovet Quinto en seng, nu hvor han har oplevet det dejlige ved at ligge på madras om natten. Det lærte han efter operationen, hvor jeg om natten skulle holde øje med ham - og samtidigt selv få min nattesøvn. Vi var spændte på om Quinto kunne lide sin nye "sække"seng. Dét kan han... Her ligger han så - højt på strå!

Han er igang med sit yndlingslegetøj - en ufo-lignende ting, som kan fyldes med guffer.

søndag den 27. marts 2011

Kunst i det fri


Vi er taget på udflugt til Hollufgård, som ligger i udkanten af Odense SØ. Det er et kæmpe område, som er til fri afbenyttelse af alle, som trænger til frisk luft. Quinto blev sluppet fri - her vist nok til en gang træning i indkald sammen med Ole. Ole havde gemt sig bag ved bakken. Meget ivrig hund, som da også fandt sin "far".


Der er udstillet mange former for kunst. Kunst er til at se og føle på. Ole er imponeret over arbejdet, som er lagt i denne skulptur. Quinto prøvede at lette ben op ad den. Jo, kunst er til for at bruges!


Quinto følger godt og interesseret med. Ole lokkede mig til at mærke efter på dette værk. Jeg kunne kun give Ole ret i, at stenen var blød som silke - den havde vel ikke fået voks?


Se lige godt efter - Kæmpe mariehøns på den knortede træstamme. Sådan kan jeg blive ved. Jeg vil lige fortælle, at der bliver udskiftet kunst hen over året. Og lige om lidt skifter naturen farve.

søndag den 20. marts 2011

Nu går det fremad

Quinto og jeg nyder i fulde drag det dejlig vejr og glæder os til de kommende dage, hvor vejrudsigten lover os varmere temperaturer.
Det er første gang siden Quinto´s operation, at vi har været så langt hjemmefra.

Da Quinto ikke skal bruges i avl, behøver han ikke at gå og drømme om dejlige tæver i løbetid. Eller prøve kræfter med konkurrenterne i området.

15. marts var dagen, hvor vi havde bestilt tid hos dyrlægen til kastration af Quinto. Her ligger han og hviler ud efter en lang operation. Hvonår mon han er "på banen igen"?

Kristine kom på sygebesøg og havde gaver med. Gaver - specielt dem, som er pakket ind - er han helt vild med. Han har vist glemt, at han er dårlig!
Dagen efter operationen var Quinto ovenpå igen (sådan da).
Når han kører træt, tager han sig en lur og samler kræfter. Hvor er det godt, at mors sengetøj ligger og venter på natten.
Vi har fundet ud af, at Quinto godt kan lide at ligge på noget blødt. Nu har vi bestilt en lækker hundeseng til ham, venter bare på besked fra døgnposten!

Et af kravene til vores dyrlæge var, at han skulle gøre sig umage med barberingen af Quinto, når han skulle gøre klar til operation. En sag er kastration, en anden sag er at skulle vise sin hund frem med en træls klipning.
Stor ros til vores dyrlæge - det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det!

Det nytter ikke, at Quinto glemmer at være forsigtig og helst vil løbe alt, hvad en rigtig belgisk hyrdehund er i stand til.
Så kort proces og på med kraven! Kraven er ikke elsket af Quinto. Den hindrer ham i at få kontakt. Ole har ondt af ham.

tirsdag den 1. marts 2011

Mon det er her, kragerne vender?

Den første forårsmåned er begyndt. Nu venter vi kun på
lunere temperaturer og masser af solskinstimer.
Men hvad er det, som Qunito her kigger så langt efter?
Det er en krage, som slet ikke er interesseret i Quinto.
Det kan han bare ikke forstå og han prøver at invitere til leg.
Kragen er bare ude efter Quintos mad, som jeg havde spredt ud over vores "store" have.
Først kom der een krage, så kom der flere... det var, som om de ville rotte sig sammen mod Quinto i kampen om maden.
Nu er Quinto jo en modig hund. Han havde det rigtig sjovt med at jage kragerne væk.
For når kragerne blev i haven, så ville de måske lege????
Jeg blev faktisk lidt bange for, hvad de store fugle kunne finde på. Heldigvis gav fuglene op og søgte væk.
Ingen tvivl om, at hunden har det dejligt udenfor. Han keder sig ikke. Der er jo mine krukker, som han kan flytte lidt om på og måske grave lidt huller, osv.
Jo - velkommen til foråret!

lørdag den 19. februar 2011

Kold cigar

Ligesom vi drømte om forår - så kom der lige lidt mere sne.
Quinto kan godt lide at ligge i sneen og holde øje med stien uden for haven.
For ikke at friste ham til at grave huller, har han fået en stang af tørret hud.
Den blev bare gemt i sneen, men hvad....
Han finder den vel igen, når han får tid til at tygge ben!

Flink hund - han er begyndt på at "banke" på bryggersdøren,
når han vil indenfor efter et ophold i haven.

Vi har haft besøg - han ligner en, som undrer sig over, hvor
gæsterne er blevet af.
Jeg ved, at gæsterne er gået hjem....

mandag den 7. februar 2011

Store badedag


Slaraffenland for vandglade hunde og i godt selskab med svømmefugle.
Vandstanden ved åen er igen høj efter dage med blæst og storm.
Vi tobenede må se på og vente på at stien igen bliver tørlagt!
Mon vi skal tage indhegningen og strømvarslet alvorligt?

søndag den 30. januar 2011

Stavis Å dalen


En pragtfuld søndag, hvor vi satsede den lange rute i vores skønne natur ved Stavis Å dalen. Solen stod højt på himlen, ikke en vind rørte sig og vi fornemmede en dejlig varme. Vi havde ALT for meget tøj på til dagen.
Der sker også meget med alt det vand, som sneen har efterladt sig. Jeg er meget fortrøstningsfuld mht rygterne om søer og vådområder i dalen. Jeg kommer nok til at se køer på markerne igen.
Stien vi går på, skal efter planen være den nye sikre rute i "UDELIV" TIL fritids- og motionsfolket.

Mon ikke også denne sø vil forsvinde i løbet at de næste måneder?
Åen ligger til venstre for søen. Det bliver spændende at følge, hvad naturen har af planer?

Heldigvis er der igen dukket stier op af vandmasserne.
Der er flere, som er på søndagstur og har fundet vej mellem "pytterne". Vi kommer nok tørskoede igennem vandlandet forude.

Quinto er blevet en stor hund - snart er han 1 år gl.
Ved fælles hjælp har vi vejet ham og vægten siger 28 kg.
Han er ikke glad for at stå stille, så skulderhøjden er svær at måle.
Dvæl et øjeblik. Tænke sig, inden længe står skoven grøn igen. Nå, ja... vi har forresten kun januar måned. Men solen varmer!

lørdag den 29. januar 2011

Solrig morgen, senere skyet og måske sne

Hunden sørger for, at jeg kommer ud og nyder naturen. Ikke noget med at sove formiddagen væk. Solen er ikke helt stået op, men jeg fornemmer, at det vil blive en smuk dag...

torsdag den 27. januar 2011

Et kig ind i rådyrenes tilholdssted


Jeg har mange muligeheder for stier, når jeg lufter min hund. Her har vi valgt en smal sti gennem skoven. Denne morgen var vi heldige at opdage de 5 rådyr, som færdes i området.
Der er en, som har fortalt mig, at det er 2 råhunner med hhv 1 og 2 lam.
Prøv at se indenfor nederste højre fjerdel af billedet. Det kan godt være, at råen har opdaget os, men bare er vant til at blive forstyrret.
Quinto er meget optaget af duftene i skoven - skulle tro, at han er en jagthund og ikke en hyrdehund. Eller vil han bare samle flokken? Han er meget svær at holde tilbage!

Det, som kan forstyrre ham i at snuse til skovbunden, er andre hunde i området, som giver lyde fra sig. Der er meget, han skal holdes styr på.
Så det er godt, at der er noget pænt at se på for mig, mens Quinto har travlt med sit.

lørdag den 8. januar 2011

God udsigt i Dalby


Årets første kig til "sommerhuset" blev en dejlig tur. Quinto tjekker altid om vennerne er hjemme hos naboen. Men nej - der var tomt. Så er det godt, at der er andet at kigge på
- eller efter! Hvor er køerne henne? Ole mener, at de nok er blevet slagtet. Åh nej! De var ellers så fine. Nu må vi se om de dukker op til foråret...

Quinto står på fygesneen, som ligger godt op ad hegnet i ca. 1 meters højde. Og sneen holdt til hans vægt.
Se lige godt efter - der står jo nogle køer på marken i det fjerne. Det er de kønne, krølhårede af slagsen. Quinto har opdaget dem, ingen tvivl om det....
Selvfølgelig skulle han lige over hegnet og undersøge marken. Heldigvis var sive-renden mellem marken og vores grund frosset til. Med stor tålmodighed og kalden fik vi ham tilbage på grunden.
Det var en dejlig eftermiddag, men meget kold. Vi besluttede os for at tage hjem igen for at få varmen.