Jeg har investeret i en lille plastikspand, som jeg benytter, når der skal samles hømmer sammen. Quinto – den lille drabant – syntes også, at den er fin.
Mon han kan lære at sætte sig på spanden? Så slap jeg for at samle op inden græsslåmaskinen skal i brug!
Her sidder han og overvejer, om han har lyst til at tage med os til Bogense for at se på skibe og snuse gode dufte fra fiskerestauranterne.
Han har fået klud om halsen og halsbåndet er lagt til side. Vi opdagede en tæge og en væmmelig byld på hans hals. Vi måtte næsten ikke komme til at se på ham. Det lykkedes mig at få has på tægen – men uf, hvor hævelsen så slem ud. Efter gode råd fra dyrlægen klippede jeg noget pels af for at give luft og gav ham et sæbespånebad. Det kostede rigtig mange godbidder for at få lov til at bade ham på halsen.
Resultatet blev godt og såret heler rigtig fint.
Vi fik ham med til Bogense. Og selvfølgelig kunne han lide lugten og miljøet ved havnen. Han prøvede også at gå på bådebroer. Han er da ligeglad med, at der er revner i "gulvet" og vand under broen. Men mest interessant er det at komme i kontakt med mennesker og andre hunde.
Weekenden tilbragte vi i sommerhuset. Quinto kom på visit hos nogle, som også har en Groenendael. En 3 år gl. tæve ved navn Kimmi. Og de kunne lege! Det var sjovt at se en voksen belgier sammen med vores hvalp. Så er det tydeligt, at han stadig er lille. Til sidst måtte vi stoppe legen, også selv om vores lille fyr kunne blive ved. Da vi kom tilbage til sommerhuset tog han sig en god og lang lur. Bagefter blev han vasket ren for al sjavl og snask.
Så er han klar igen og så er det godt med et ben at gnave i. Når han bliver træt af at gnave, gemmer han selvfølgelig kødbenet på et meget hemmeligt sted! Og han finder det igen, ingen tvivl om det….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar