søndag den 30. januar 2011

Stavis Å dalen


En pragtfuld søndag, hvor vi satsede den lange rute i vores skønne natur ved Stavis Å dalen. Solen stod højt på himlen, ikke en vind rørte sig og vi fornemmede en dejlig varme. Vi havde ALT for meget tøj på til dagen.
Der sker også meget med alt det vand, som sneen har efterladt sig. Jeg er meget fortrøstningsfuld mht rygterne om søer og vådområder i dalen. Jeg kommer nok til at se køer på markerne igen.
Stien vi går på, skal efter planen være den nye sikre rute i "UDELIV" TIL fritids- og motionsfolket.

Mon ikke også denne sø vil forsvinde i løbet at de næste måneder?
Åen ligger til venstre for søen. Det bliver spændende at følge, hvad naturen har af planer?

Heldigvis er der igen dukket stier op af vandmasserne.
Der er flere, som er på søndagstur og har fundet vej mellem "pytterne". Vi kommer nok tørskoede igennem vandlandet forude.

Quinto er blevet en stor hund - snart er han 1 år gl.
Ved fælles hjælp har vi vejet ham og vægten siger 28 kg.
Han er ikke glad for at stå stille, så skulderhøjden er svær at måle.
Dvæl et øjeblik. Tænke sig, inden længe står skoven grøn igen. Nå, ja... vi har forresten kun januar måned. Men solen varmer!

lørdag den 29. januar 2011

Solrig morgen, senere skyet og måske sne

Hunden sørger for, at jeg kommer ud og nyder naturen. Ikke noget med at sove formiddagen væk. Solen er ikke helt stået op, men jeg fornemmer, at det vil blive en smuk dag...

torsdag den 27. januar 2011

Et kig ind i rådyrenes tilholdssted


Jeg har mange muligeheder for stier, når jeg lufter min hund. Her har vi valgt en smal sti gennem skoven. Denne morgen var vi heldige at opdage de 5 rådyr, som færdes i området.
Der er en, som har fortalt mig, at det er 2 råhunner med hhv 1 og 2 lam.
Prøv at se indenfor nederste højre fjerdel af billedet. Det kan godt være, at råen har opdaget os, men bare er vant til at blive forstyrret.
Quinto er meget optaget af duftene i skoven - skulle tro, at han er en jagthund og ikke en hyrdehund. Eller vil han bare samle flokken? Han er meget svær at holde tilbage!

Det, som kan forstyrre ham i at snuse til skovbunden, er andre hunde i området, som giver lyde fra sig. Der er meget, han skal holdes styr på.
Så det er godt, at der er noget pænt at se på for mig, mens Quinto har travlt med sit.

lørdag den 8. januar 2011

God udsigt i Dalby


Årets første kig til "sommerhuset" blev en dejlig tur. Quinto tjekker altid om vennerne er hjemme hos naboen. Men nej - der var tomt. Så er det godt, at der er andet at kigge på
- eller efter! Hvor er køerne henne? Ole mener, at de nok er blevet slagtet. Åh nej! De var ellers så fine. Nu må vi se om de dukker op til foråret...

Quinto står på fygesneen, som ligger godt op ad hegnet i ca. 1 meters højde. Og sneen holdt til hans vægt.
Se lige godt efter - der står jo nogle køer på marken i det fjerne. Det er de kønne, krølhårede af slagsen. Quinto har opdaget dem, ingen tvivl om det....
Selvfølgelig skulle han lige over hegnet og undersøge marken. Heldigvis var sive-renden mellem marken og vores grund frosset til. Med stor tålmodighed og kalden fik vi ham tilbage på grunden.
Det var en dejlig eftermiddag, men meget kold. Vi besluttede os for at tage hjem igen for at få varmen.

fredag den 31. december 2010

Året 2010's sidste dag

Årets sidste dag viste sig fra den milde side. 0,5 graders varme i Snestrup ved Paarup Hallen. Mens Ole gik en kontroltur i området inden TPI's traditionelle nytårsløb, så gik Quinto og jeg vores helt egen rute. Jeg nød den smukke natur - se bare hvordan disen stod over åen - det er da flot. Quinto havde travlt med at snuse gode, fremmede dufte.

Vi kæmpede os igennem snedriverne, som stod højt efter flere dage ned fygesne.
Quinto klarede det i flotte spring, mens jeg måtte ned på alle fire og kravle hen over sneen. Jeg håber ikke, at der var nogen som så mig!

Fremme ved TPI's opvisningsstadion tog han en kæmpe løbetur i fulde spring. Mon han nød, at han var den første på banen?
Indimellem lød der nogle store knald fra kanonslag. Det syntes ikke at genere hunden synderligt.
Det er dejligt, at han ikke er bange for kanonslagene.
De sidste par aftener har han oplevet fyrværkeri, når han har været ude i haven. Han stopper lidt op og lytter, men mister så hurtigt interessen og fortsætter med det, han var igang med.
Tæt på Paarup Hallerne ligger der flere gårde.
Ved denne gård lugter der kraftigt af hest. Ikke underligt, for der er masser af heste.
Og masser af stemmer fra piger, som bruger deres fritid sammen med deres dyr.
Forståeligt nok, at Quinto måtte gøre holdt her. Interessen var dog ikke gensidig. Det skal lige nævnes, at der nok er et hegn, som afgrænser, hvor tæt hestene kommer på stien, hvor vi står.
Årets sidste dag tilbringer vi hjemme på Ternevej. Det bliver lidt spændende at se, hvordan Quinto vil reagere, når fyrværkeriet rigtigt går igang sidst på aftenen.
Kristine kommer kommer og følger os ind i det nye år, og vi skal ud i natten og byde det nye år velkommen.
GODT NYTÅR til alle, som viser interesse for vores stjernestunder

mandag den 20. december 2010

Isen holdt

Nysgerrig? Quinto skulle lige ned og se, hvad der rørte sig ved åen. Ænderne interesserer ham ikke, det er mere spændende at snuse til de gode lugte ved kanten af åen.
Knaas lød det og hurtigt kom han tilbage til mig. Isen holdt ikke til hans vægt - han slap dog for at blive våd.

Jeg kan simpelthen ikke få nok af de flotte omgivelser i Snestrup!
Vejrudsigten melder snestorm hen over natten.

Det er ikke alt, som Quinto kan forstå. Jeg prøver vist at få ham til at sidde/stå pænt, så jeg kan fotografere ham. Jeg kan ikke stå for ham.
Lige indtil at han bliver utålmodig og vil videre. Så er det om at holdes fast i ham og holde fodfæste på isen under sneen.....

lørdag den 18. december 2010

Juletradition, der duer

Farmor holder gang i traditionen med julebagning af børnekager.
Kristine er ikke for gammel, hvad børnekager angår.
I år var jeg også blevet inviteret til julehygge hos farmor og farfar.
Hvad gør man ved resterne af den kulørte glasur?
Jo, man laver da bare noget marengs, blander det sammen med resterne,
sprøjter det ud og bager dem til de nydeligste juletræs-kyskager!
Så fik vi også en snak om Kristines morfar, som var bager. Han bagte
nemlig mange slags farvede kyskager, rutebiler og chokolademarengs.
Da vi var færdige med bagningen, stod programmet på kvindehåndbold i fjernsynet. EM-kamp Danmark mod Norge.
Farmor ville ikke se håndbold, hun ville hellere vaske op og pakke børnekagerne i dåser. Se det er hygge!
Ole havde fri til selv at bestemme over dagen sammen med Quinto.
Hvad mon de finder på? En god lang tur ned til åen?
Jeg spørger Quinto, når jeg kommer hjem.....

onsdag den 15. december 2010

Sjov, ballade og hygge i december

Familien fra Skjern kom på besøg i weekenden.
Quinto lod ikke Tilde være i fred længe ad gangen, så hun fik lov til at få sit transportbur installeret på gæsteværelset. Men hvorfor ligger hunden her og venter som en anden vagt?

Jo, fordi gæsteværelset er UDEN tæpper. Altså Quinto-fri zone!
Hvor er Tilde? Som den beagel, hun er, sprang hun rask hen over gulvet,
op i sofaen og holdt udkig efter "far og mor", som tog sig den frihed
at tage en tur i Føtex.

Det varede dog ikke længe før vovserne gik igang med at lege igen.
Kristine kigger tit forbi, nu hvor hun har fået cyklen skiftet ud med
en lady-car (206'eren).
Det synes Quinto vældig godt om. Altid parat til lidt kram og hygge ...
Kristine synes, det er sjovt at lære vovsen nye lege.
Nu kan han danse! Nok kun sammen med Kristine....

Hvad er det nu, hun mener, at han skal lære?
Tankerne farer rundt i hovedet på ham. Nu er det vist på tide at stoppe for idag.

Vi har talt om, hvor tung Quinto er blevet. Jeg kan ikke længere løfte ham.
Kristine skulle lige tippe hans vægt. Hvad hun kom frem til vides ikke.
Men stor er han da blevet.

tirsdag den 30. november 2010

Sol over Snestrup

I dag besluttede jeg mig for, at Quinto og jeg skulle på den smukke tur ud over markerne - ligesom vi gjorde først på sommeren.

Siden efteråret holdt vi en pause med de lange ture, da Quinto fik problemer med vokseværk. Men i dag satsede jeg på, at han kunne klare turen. Han er trods alt blevet en super stærk hanhund på 9 mdr..

Hvis man kigger nøje efter, ses tydeligt at naturen kan klare lækkerier til fuglene, selv i denne kolde tid. Smukke gule æbler hænger stadig på træet midt i billedet. Enkelte er faldet til jorden og solsortene tager for sig af retterne.

Her er udsigtsposten - jeg har endnu ikke vovet mig op ad stigen. Nu interesserer jeg mig heller ikke for fuglekig! Men smukt er her da.....

Vi holder her en lille pause. Forude har Quinto opdaget en mulig legekammerat.
Da ejeren og jeg mødte hinanden (med åen mellem os) fortalte hun, at hendes hund havde fulgt os med stor interesse i laang tid.
De havde faktisk gået langs vores rute t.v. med en mark imellem. Så hendes hund måtte være meget skuffet ved at opdage den nye forhindring, der nu viste sig i form af Stavis Åen.
Ejeren var ikke klar over, at stien var farbar, nu hvor stierne er under vand. Men Quinto og jeg vovede at udforske mulighederne ved åen.
Mulighederne var gode - for vandet var blevet til een stor isbane.

Jeg havde smurt Quintos poter ind i potevoks for at skåne ham for saltet på gaderne. På isen kunne det ikke hjælpe ham..... Så nu har Quinto prøvet at glide på isen - en rigtig Bambi på glatis!
Nu er det Quintos tur til at blive skuffet.
Forude er der en af de små hunde, som er bange for ham. Da hans størrelse afslører, hvem han er, vælger nogle ejere at gå en anden vej. (Obs! Det vælger jeg også somme tider - de gange, hvor jeg ikke gider den slemme trækkerhund.)
Som I kan se, er solen også på vej ned. Vi må hellere se at komme hjem....

mandag den 29. november 2010

Sne over Snestrup


Hej med jer - nu kan I komme med på tur sammen med mig og min "mor"

Turen går ned til vores vandland, som ligger før den kunstigt anlagte Stavis Å.
Nu kan vi godt begynde at forestille os, hvor stor en ændring det bliver, når åen skal tilbage til oprindeligt forløb. Lige nu er der mange småsøer, de kan lige anes forude.

- også bagved de nøgne træer ses småsøer. Mon det ender med en lang sø i bunden af dalen?

Her stod i mange år køer og græssede. Næste år vil det nok være frøer, ænder og vadefugle, som indvaderer området. Og mange andre slags fugle. Bare der bliver levnet lidt plads til de vilde rådyr, som er årsag til at vores vovser ikke må løbe frit omkring året rundt.

Nu jeg skriver om fritløbende hunde, så kom jeg godt nok på arbejde. Quinto mødte sin Kleiner Münsterländer-ven Mads, som også var ude at blive luftet.
De to har tidligere leget og tumlet sig trætte i sneen. Og kom tilage, da vi kaldte på dem. Derfor skulle de da også idag have lov til fri leg. Og jeg skal da lige love for, at de gik igang med at lege.

Da vi ejere syntes, at nu var det nok, så kaldte vi på dem. Indfangningen af de to legekammerater tog uhyggelig lang tid. Heldigvis var der ikke fare på færde. Hundene tog stien ned mod skoven, mens de tog sig en "herrekamp". Flot så det ud.
Heldigvis lykkedes det til sidst, uden at de 2 venner virkede særlig trætte. Sne gør frisk!!!!