fredag den 29. oktober 2010

Eftermiddags fornøjelser


Quinto er meget dygtig til at være alene hjemme. Jeg tror nok, at han tilbringer meget tid med at holde udkig. Farmor kom en dag, fordi hun troede, at jeg var hjemme. Der var kun Quinto hjemme. Farmor fortalte mig, at han bare stod der og logrede til hende. Han gøede heller ikke. Gad vide om han finder på det en dag?


Baghaven er fin til hjemmetræning. Her gøres klar til fremsende øvelsen. En godbid placeret på en omvendt spand. Quinto kan endnu ikke holde kommandoen "bliv", så jeg fik rollen som assistent træner for en kort stund.

Fremsendelsen klarede han til et 12-tal. Han er meget ivrig!!

Nu er det vist tid til at finde på en anden leg.... for nu synes han, at det er sjovere at løbe tur med spanden. Mon han tror, at Ole vil fylde den op med godbidder?
Han vil overhovedet ikke aflevere - han vil hellere gnave spanden itu. Den bandit! Det er MEGET svært ikke at skælde ham ud over ikke at høre efter.
Vores tålmodighed bliver godt nok sat på prøve indimellem. Så virker de almindelige godbidder ikke - der skal nærmest steg på fadet, når der skal "byttes"....

onsdag den 27. oktober 2010

Smukt efterår

Meget smuk baghave...... bare ikke vores. I går tog vi en tur ud i området ved Hollufgård. Det er pragtfuldt at følge årets gang derude. Her kan man roligt slippe sin hund løs.

Se, hvor flot Quinto med fuld opmærksomhed følger Ole.

Nedenfor et postkort til Kristine, som i disse dage opholder sig under varmere himmestrøg. Tror nok, at de danske træer stadig har blade, når hun vender tilbage sidst på ugen.

Vores hund elsker at bide (eller nærmest nappe) i alt, lige fra tæpper til vores sokker. Bidetov er også sjove. Når de til sidst kun består af et hav af trævler, så må der investeres i nyt, som bolden her!

I dag er det Lasses fødselsdag - HURRA, HURRA, HURRA.
Vi er lige kommet hjem med fyldte maver: Boller, lagkage, slik m.m.m.

Lasse 7 år, sammen med lillesøster Lea 4 år.

onsdag den 20. oktober 2010

Kristine på vej til Thailand


Så fik jeg sendt Kristine afsted med toget til Kastrup Lufthavn. Der starter hendes 10 dages charterrejse ned til varmen i Phuket (temp.dag 31/nat 25:regnbyger).
Skal vi ikke krydse fingre for, at regnbygerne forsvinder, og at solen vil skinne fra en skyfri himmel. Vi venter spændt på nyt, når hun kommer frem. Hun har taget sin computer med, da der er internetforbindelse på hotelværelserne. Hun har lovet at rapportere sine oplevelser til os på hendes blog KRISTINE PÅ EVENTYR.....

onsdag den 13. oktober 2010

Alt for hunden


Nu er der også rullet en løber ud i bryggerset. Og Quinto kan roligt træde indenfor uden risiko for at glide. Det hjalp rigtig meget, når vi skal have hunden ind fra haven - vel at mærke uden at han stikker i rend og smutter fra os. Så nu er det muligt at lukke døren for at holde kulden ude! Skal vi sige 1-1 til stillingen mellem Quinto og os?


Tiden kom, hvor Ole fik lyst og mod på at tømre en låge sammen ved vores sommerhus i Dalby Bugt. Så nu er det blevet dejlig nemt at komme "ud" og gå tur til stranden. Flot er det også blevet ift det midlertidige trådhegn, som var fastgjort med hegnspæle.
Quinto holder øje med Ole. Hvad mon han har gang i? Han er utrolig interesseret. Og svært at få ham fra at stå op ad terrasselågen. (NB han har snart ikke mere "vissent" rødlig hvalpepels tilbage, som man kan ane i panden og bag ørerne)

Ole har høstet hø i baghaven. Det er resultatet af en vertikalskæring af græsset, inden efteråret sætter ind for fuld kraft, og inden træerne langs stien smider bladene. Quinto fornøjede sig, som man vel kan se på billedet..... og til vores underholdning. Han brugte ikke kun poterne, men også hele hovedet til at sprede stakken med. Han fik kun lov til at angribe den ene af de 6 stakke med græs og mos.
I går var vi til unghundekontrol (8mdr./pubertet med alt hver dertil hører) hos vores dyrlæge. Quinto ville gerne gå ind gennem glasdøren og ind på måtten - MEN så var det også slut. For der var glat gulv i klinikken. Tror nok at dyrlægeparret var overrasket over Quintos stærke vilje (stædighed?) og udtrykte at det nærmede sig en fobi, det med at han ikke at ville gå på gulve uden tæpper. Så måtte Ole bære hunden (uden ben?) hen på vægten. Den havde gummimåtte på, så det var OK! Nok om det..... Vægt: 23 kg. (Vores mål for Quintos højde: ca.62 cm.) Hunden var perfekt i hele sundhedseftersynet. Han er meget fin, fik vi at vide. Og ikke at forglemme - hævelserne i ledene er helt væk - men vi skal stadig være opmærksomme og passe på evt. gener der kan komme ved vokseværk. Dyrlægen mente ikke, at han ville blive større i højde. Og han gætter på en voksenvægt på ca. 26 kg.
Efter undersøgelsen skulle vi igen ud i receptionen. Ups det glatte gulv! Quinto sneg sig forsigtigt hen til vægten med gummimåtten. Der var sikkert at stå. Utroligt!
Der kom et par, der skulle hente deres hund, som var blevet opereret og udstyret med en flot krave. Hunden havde det fint og ville lege med Quinto, som straks var med på ideen. Men der måtte ikke leges så hurtigt efter en operation, så vi mennesker måtte lige sætte en stopper for det.
Ole og jeg havde besluttet os for at køre en tur til Dalby for at hente vores vinterdyner. Foran vores sommerhus stod en trailer med båd. Traileren havde en knækket aksel. Ejeren stod der og ventede på assistance til at reparere traileren. Det gav underholdning til Quinto, som altid er med på en kigger, når der er mennesker på den anden side af hegnet. Dejligt at han stadig ikke gøer. Turen til Dalby sluttede med en lille tur ned til stranden, hvilket Quinto elsker. Men årstiden er ikke til at få lov til at dyppe poterne i vandkanten, så vi valgte at gå ad diget ned til tyrekalven og hans mor, som troligt tygger videre af græsset. Det er vel 2. sæson, de to dyr har gået og græsset der og været til strandgæsternes fornøjelse.

onsdag den 22. september 2010

Store udfordringer


Quinto er blevet en stor dreng. 7 mdr. gammel. Mål medio august: Højde 55 cm, vægt 20 kg. Det går så stærkt med væksten, at Quinto har det skidt med det.
Det begyndte med, at han ikke kunne gå ret langt før han begyndte at halte. På en morgentur fik jeg en snak med en hundeejer (jæger). Vi har tit fået en snak om hunde. Hans hund (nu 3 år)har været ligeså vild som hvalp, som Quinto er nu. Vi var begge enige om, at min hund ikke havde det godt denne morgen. Jeg måtte nok lige tage hjem og give ham et potebad for at se, om der sad et eller andet, som generede hans pote. Det gjorde der ikke.

Jeg havde mulighed for at holde lidt øje med ham over dagen. Han virkede meget træt og ville helst ligge ned (hvilket han gør meget i forvejen).

Jeg måtte nok gøre noget ved det og kontaktede vores dyrlæge. Gode råd gives ikke over telefonen, dyret skal ses og føles på!

Jeg fik en tid dagen efter, hvor Quinto skulle komme fastende, hvis der skulle tages et røntgenfoto. Efter undersøgelsen af ham var lægen ikke i tvivl - det var vokseværk. Quinto reagerede ved tryk på alle de bærende led. Så rådet fra lægen var, at vi stadigvæk skal følge opdrætterens opfordring til kun at udsætte "hvalpen" for korte ture og at spare ham for vilde udfoldelser. Til slut fik han en sprøjte med smertestillende. Jeg fik en portion smertestillende piller, som jeg kan give ham, hvis nødvendigt. Så må vi se, om vi på et tidspunkt skal følge op med røntgenfotos for at se, hvordan det står til med hans ben.
Quinto er blevet bange for vores gulve. Først mente jeg, at han var blevet forskrækket over en tur hen over gulvet, som han fik en dag Ole kom hjem fra arbejde, og hvor Quinto glad var stormet ud til vores hoveddør.
Nu opfører han sig som Bambi på glatis... Hans ben er at sammenligne med piskeris. Han sætter kløerne i gulvet, hvilket ikke hjælper andet end at han ridser gulvet. Udenfor vil det give et godt greb om jorden. Men ikke indenfor!
Jeg har prøvet ideer af. Har flyttet rundt med løse tæpper for at hjælpe ham med at komme hen over de bare gulve.

Gode råd er dyre. Lige meget, hvis bare det hjælper. Nu har vi købt en skridsikker løber til gangen. Et nyt tæppe til vores stue.

Quinto er meget viljefast og er ikke lige til at flytte med. Han vil simpelthen ikke ind i vores hus. Det er en kamp at lokke ham indenfor. Selv kød kan ikke friste. Selv ikke en grov hundekiks med leverpostej. Hele dagen i går stod bryggersdøren på klem for at hunden kunne komme indenfor, hvis han ville. Men det kan jo ikke vare ved, når kulden tager til inden længe.
I skrivende stund har hunden tilbragt tiden i stuen fra han kom hjem fra morgenens luftetur. Gæt hvor i stuen? Gad vide, hvornår han vil udenfor stuen for at få mad og væske?

Blå tæpper er lagt som patchwork i køkken/allrum. Bryggers står endnu med bare klinker, men der er målt op til også en skridsikker løber her.

Hjemme kan vi forandre forholdene. Men ude.......

Sidst jeg var på besøg hos Kristine, var det ved at gå galt. Hunden ville ikke ind på trappeopgangen, som han kender godt. Han er så stærk, at han nær havde trukket sig bagud af halsbåndet for at undgå opgangen. Heldigvis fik jeg taget i ham. Nyborgvejen med den megen trafik er ikke et godt sted for løse hunde. Nu er min venstre hånd dårlig. Det gik ud over lille- og ringfingeren, som kom i klemme ved vridet af halsbåndet.
Så nu er det Ole, som fast går med trækkerhunden Quinto.
Er der noget, som går godt?
Jo, det er der da! Quinto er klar til selv at hoppe ind i bilen, når vi skal ud at køre.
I weekenden var vi på besøg i Skjern hos Eva og Jens og beaglen Tilde.
Jeg havde givet Quinto køresygepiller. Bilen var fyldt op, så jeg skulle sidde sammen med Quinto på bagsædet. Det gav måske også tryghed. Vi var spændte på, hvordan Quinto ville opføre sig et nyt sted. Og overfor Tilde.
Det gik SÅ godt. De to hunde var rigtig gode sammen. Quinto tænkte slet ikke på at dominere Tilde. For der skulle nemlig leges. Sjovt at se en høj og en lav hund sammen. Tilde blev snasket til i nakke og på ører. Quinto blev snasket til "nedefra", dvs hals- og hageparti. Eva og Jens var gode til Quinto og fik ham til at opføre sig pænt (ikke springe op eller tigge). Da vejret var fint tog vi en tur i Skjerns dejlige hundeskov. Tilde fik slet ikke lov til at støve rundt i krattet for Quinto. Sjovt at Tilde fandt udvej for det. Hun smuttede ind, hvor Quinto ikke kunne komme til. Endnu engang bliver vi bekræftet i, at hunde ikke selv kan styre sig i forhold til ro. Så her var det godt, at skoven ikke var større og at vi kunne stoppe "mens legen var god" for Quinto.
Hjemme hos Eva og Jens blev Tilde bundet til i køkkenet og Quinto lå pænt og kigge til Tilde. De var så søde, de to.
Turen hjem til Odense gik også godt - det meste af turen sov den kære hund.
Måske kan jeg få billeddokumentation af hundene fra Kristine, som havde sit fotoudstyr med på turen....

Høsttid i Højby


Kristine havde lokket os til en tur i frugtplantagen i Højby. Jeg kan kun give hende ret i, at der er dejligt derude. Planen var at plukke udvalgte blommer, æbler og pærer, som skulle være modne iflg. frugtavleren. Vi havde ikke tålmodighed til at vente i køen for at få at vide, hvilke rækker af frugttræer vi skulle gå til. Dårlig ide! De træer, vi gik ud til, var allerede plukkede eller ikke klare til høst. Øv. MEN vi nød da en kop kaffe, som Kris havde forberedt. Quinto fik sig også et lille hvil ved kaffepausen. Turen var ikke forgæves, vi fandt da træer, som trængte til at blive plukket. Pærerne var super lækre. Det blev ikke til noget med Kristines favoritblommer Rene Claude denne gang – de var høstet. Så vi må vente til næste år…..

fredag den 6. august 2010

Vi trodsede vejrudsigterne….

Kristine havde lovet os at arrangere en tur ud i det grønne. Hun vil så gerne gør brug af sine turistbøger bl.a. med Marguerit-ruterne i Danmark. Så udflugten blev på hendes egen sidste feriedag. Også selvom vejrudsigten meldte regnbyger og kun lidt sol. Dog havde hun spurgt sin mor, om far mon ville blive skuffet, hvis vi garderede os ved at runde sommerhuset i Dalby.
Ruten på turen skulle vi gætte ved at læse rim og gætte prikker.

Kuvert 1:
Mon kaffe og kage
bli'r som I troede
Når første stop
er på ---- -----

Svar: Formiddags-kaffe & -kage på Fyns Hoved

Kuvert 2:
Vi holder os fra
skubben og pillen
når far skal til at
ha' fut i -------
Menu:
Kartoffelsalat, rødbedebrød, ovnbagt gulerod- og rødbedesnask (lev. Kristines kolonihave) og grillpølser. Hjemmelavet hyldeblomstdrik med Apollinaris citrus.

Kuvert 3:
Er man klog
og ikke bange for quizzer
så skal man da ha'
et spil ------------
Svar: Bezzervizzer

Det var rigtig sjovt, så eftermiddagen forsvandt som dug for solen.
Hvad gør en hundehvalp, som ikke må være med i voksenleg?
Forsøger at grave ud til en kælder under sommerhuset. Det var IKKE en god ide!!!!

Resten af dagens rim og gætterier besluttede vi at lægge til side til en anden god dag.
Vi blev nemlig "forstyrret" af naboerne, som inviterede på en pilsner.

Quinto måtte affinde sig med at blive sat i snor hos mor, da han ikke ville stoppe med at provokere unghunden Rossi. Rossi blev også tøjret med snor – dog sammen med Kristine, Cosmo og Luffe.
Quinto var skuffet og mopset over ikke at være en del af det gode selskab. Men det er klart, at vi skal respektere de store, stærke vovser. Store vovser, som også gerne vil have kæl og kram!
Aftenmenuen stod på burgerboller, bestående af hjemmelavede squashboller, hjemmedyrket salat og tomater fra kolonihaven og hakkedrenge med fintsnittede porrer.
Inden vi fik ryddet af aftenbordet, måtte vi skynde os ned til stranden for at få solnedgangen med. Kristine og Ole betragtede skuet fra diget, mens Quinto trak af sted med mig ned til vandkanten….. jeg måtte springe ud af mine sko og følge hunden ud i det dejlige vand. Han springer af sted som en anden lille hest, og jeg er ikke bange for vand. På afstand kunne jeg se, at Ole sad og grinede. Ikke fordi at det så sjovt ud med Quinto i skumsprøjt, men nærmere tanken om, hvem der skulle sidde med en våd hund i bilen hjem til Odense.

fredag den 30. juli 2010

Venter på far


Så er det vores tur til at holde ferie. Hele 3 uger ligger foran os. Jeg har fortalt Quinto, at når Ole kommer fra arbejde, så skal vi være sammen meget længe. Hele ugen har Ole talt dagene ned. Så skidt med at vejret begynder at ligne "normal" dansk sommer.
Og her sidder han så og venter på far!

søndag den 25. juli 2010

Hvem jagter hvem?


Ole er rigtig tålmodig i sin leg med Quinto, som elsker at lege tag-fat. Det er en sport for Ole at få chancen til at give Quinto et klap i rumpen. Det ved Quinto godt, så han forsøger at snige sig så tæt på Ole, som det er muligt. Så går den vilde spurt bagefter – enten rundt om sommerhuset eller bare en kort returspurt.
Vi nyder alle 3 den herlige sommer – specielt ved Dalby. Grunden er hegnet ind og det er nemt at holde styr på Quinto. Han hygger sig med at passe på grunden – stadig uden at gø…. Ups, nej for resten. Han løber om kap med de biler, som kører forbi på vejen og slutter med et bjæf, når bilerne er væk!
Naboen mener dog at med den størrelse Quinto får, så skal vi nok overveje et højere hegn med tiden! Vi håber nok mere, at Quinto får lært at blive indenfor rammerne. Vi får se.
I skrivende stund har Quinto tabt de sidste hvalpetænder. De blivende tænder er alle godt på vej. Så nu er det ikke længere så ubehageligt, når vi bliver tygget på. Ingen skarpe hvalpetænder, men dejlige store tænder med fine bløde kanter. Altså lige med undtagelse af kindtænderne.
Om han har lært at respektere andre hunde? Måske! Han har nemlig mødt sine modstandere på vores hjemlige sti i Odense. Så nu er han begyndt at snige sig fremad, når han ikke lige er sikker på, hvilke hunde, som kommer imod ham. Men han har stadig stort mod og har mange kræfter. Det kræver noget af mig. Jeg vinder stadig over beslutningerne, som skal tages.
I Dalby har vi været på besøg hos Cosmo, Luffe og Rossi. Rossi, som hidtil har været den lille, blev sat indenfor i huset, da han ikke kunne styre sig i forhold til Cosmo og Quinto. Luffe gemte sig bare mellem menneskebenene. Cosmo (8 år gl.) tog sig godt af den lille bandit og lærte ham regler, som skulle overholdes, hvis legen skulle være sjov og god. Dog kunne Quinto ikke forstå, når Cosmo blev træt og ville hvile sig. Også her måtte han lære regler. Så det var et rigtig godt besøg den eftermiddag. (Billedet nedenfor er kun 2½ mdr. gl.. Nu er Quinto næsten lige så stor i højden som de to store.)


Om Quinto kan lide køer. Joh, da.
Der var bare lige den morgentur i Dalby, hvor jeg gik i egne tanker. Quinto var kommet lige tæt nok på det elektriske hegn, da han ville hilse og snuse til køerne. Jeg vil tro, at han nok havde fået et snert på kanten af ørerne og derefter hoppet op i den næste elektriske tråd. Han spjættede med benene ud til alle sider og vred sin krop, så jeg kom til at tænke på en pastaskrue. Hjem ville han bare og der var ingen tvivl om, hvilken retning han ville vælge. Nu interesserede han sig slet ikke for køerne. Som regel er der en god slutning på mange ting – også her. Han er igen blevet interesseret i bæsterne!
For resten var der den dag, hvor vi skulle se den nye kvægfamilie, som var sat ud på en ny mark, også ved Dalby. Familien bestod af 2 mødre, 2 meget nye kalve og (iflg. Ole) en ikke fuldvoksen tyr. Tyren stod og passede på flokken, og tæt på hegnet. Quinto hilste på ham med et rask lille gø. Tyren spjættede af forskrækkelse, men kom nok i tanke om, at han skulle være farlig. Han begyndte på bedste tyremanér at skrabe i jorden, lige så det støvede. Quinto blev ikke skræmt af det, så vi syntes, at vi nok skulle gå og lade kvæget få lidt fred.

onsdag den 21. juli 2010

Høst


Høsten er gået i gang i Kristines kolonihave. Hun er vældig tilfreds med sin fars viden om, hvordan løgene skal håndteres, når de ikke længere synes glade ved at stå i jorden. Og Kristine har også nye afgrøder, som venter på at få plads i haven.
Jeg husker, hvor meget vi selv havde gang i, dengang vi selv havde kolonihave. Specielt husker jeg, at når vi kom til ferietiden, så var der altid bær mm, som lige skulle ordnes, inden vi kunne drage ud i ferielandet.
I Kristines kolonihaveforening er de gode til at hjælpe hinanden. Kristine har passet naboens have et par uger, og hun måtte tage alt, som trængte til at blive plukket eller trukket (rabarber og bær).
Nu er Kristine selv taget en uge til Rom og Asissi. Så nu er der andre, som tager over for hende. Vi har fået lov til at grave kartofler og gulerødder op, men også at tage alle de agurker, som vi kan bruge. Og lovet at kigge til hendes drivhus med 7x3 forskellige tomatplanter plus agurke- og peberplanter.