Smukt vintervejr

Efter 2 dage med frost fik jeg lyst til en god lang travetur med hunden. (Årstiden er normalt meget mudret og smattet i området.)
For at komme hertil har vi gået gennem skov, over marker og stier. Bag mig ligger bondens mark. Utrolig smukt, solen er snart helt oppe og måske klar til at byde på lidt varme.

 

Er det ondt at tøjre vildyret til et træ? Læg lige mærke til den snoede stejle sti bag Quinto. Ikke nemt for mig at holde balancen på vejen ned med en hund, som vil frem i verden. En pause vil gøre godt.

Jeg har fornemmet Quintos interesse for, hvad der skete på den anden side af åen. Der gik en hundeejer med sin hund. Min vurdering var, at det ikke skulle være NU at give min hund lov til leg...

Mens jeg holdt pause og Quinto tøjret, fik jeg lejlighed til i ro og mag at nyde stemningen ved åen.

Stille, koldt og klart vejr, som skal nydes, mens tid er. Vejrudsigten siger, at der er skyer med sne og slud på vej.

Skal - skal ikke? Vi har ikke langt hjem, men det kræver, at vi forcerer den oversvømmede sti. Hvorfor tog jeg ikke den "omvendte" rute fra starten?
Hvis jeg vidste, at stien var oversvømmet, så havde jeg valgt den sædvanlige luftetur. 
Nu skal vi enten hele vejen tilbage eller satse på, at støvleskafterne er lange nok til at holde mine fødder tørre. Quinto stepper og ved ikke, om han tør satse isen (Bambi på glatis).
Sjovt - på den anden side af oversvømmelsen står der en meget modig lille dreng, som gerne vil igennem og ned til broen nedenfor. Han følges med andre børn og sammen med deres dagpelejemødre. Planen var, at der skulle fodres ænder. Den plan er nu "lagt på is".

 

Jeg besluttede mig at prøve om isen kunne bære. Svar: Det kunne den ikke. Jeg kom tørskoet igennem. Quinto sneg sig langs med krattet, men han slap alligevel ikke for at blive våd!